Den nye inspirationsguide “Hvordan kan vi tale om samfundsansvaret?” er tænkt som en hjælp til den lokale dialog om de tiltag og aktiviteter, som skolen iværksætter med det underliggende formål at handle til gavn for samfundet.

Det, at man viser, at man er en del af fællesskabet, er en forventning, som samfundet har til den frie og private skole. Det er samtidig helt afgørende for skolen, at den kan skabe og opretholde et godt omdømme, legitimitet og gode relationer til sine interessenter. En kortlægning af skolens samfundsansvarlige profil kan være begyndelsen på en tydeliggørelse af skolens identitet i et samfundsperspektiv.

En del af et større fællesskab

Den frie og private skole er et fællesskab, der består af mange fællesskaber. Samtidig er skolens fællesskab en del af et større fællesskab.

Man kan hævde, at det at være fri og privat skole i sig selv er et udtryk for samfundsansvar:

Man har etableret en skole – man driver en skole.

Der er få, der vil være uenige i, at det er skolens ansvar at skabe rammer for at uddanne og danne elever til gode, sunde og kompetente mennesker; eleverne skal lære noget og trives i det og trives med sig selv. Men rækker skolens opgave og ansvar ud over det at være udbyder af kvalitetsuddannelse, og det man kan betegne som skolens indre liv? Naturligvis gør det det. Den samfundsansvarlige frie og private skole vil aldrig drømme om kun at spørge: ”Hvad får skolen ud af det her?” Den vil altid have et bredere perspektiv for øje.

Den frie og private skoles tiltag, som ansvarlig samfundsinstitution, vil både være rettet mod individet i skolen, fællesskabet i skolen og fællesskabet, som skolen er en del af; det omkringliggende samfund. Men alle aktiviteter vil have det underliggende formål at handle til gavn for samfundet.

Værdier i brug

Vi skal måske ikke ligefrem til at benytte den ”buisnesslingo” og de begreber, der bruges i forretningsverdenen. Men det er måske på tide at tale om indholdet af nogle forretningsbegreber i konteksten af skolen som organisationen? Hvad betyder det, hvis vi i, en skolesammenhæng, taler om f.eks.  ”Corporate Social Responsibility” (virksomhedens sociale ansvar) eller ”Corporate Citizenship” (virksomhedens medborgerskab)?  

I den frie og private skoleverden kan vi lide at omtale disse begreber som ”værdier i brug”:

Hvordan måler skolen på, om den lever op til egne etiske standarder? Hvordan sikrer skolen, at den er opmærksom på sociale forpligtelser, muligheder og risici? Hvordan handler skolen samfundsmæssigt ansvarligt – lokalt og globalt – for eksempel ved at tage hensyn til menneskerettigheder, sociale vilkår, arbejdsforhold, klima etc.? Hvordan er skolen, ud over at være optaget af, hvordan den varetager kerneydelsen og driver dens skoleforretning, også opmærksom på, hvordan dette påvirker omverdenen?

Hvad skal jeres skoles samfundsansvar kendes på?

Centrale pejlemærker, når en fri og privat skole skal måle dens egen succes, bør altid være skolens formål og værdisæt. Disse pejlemærker bør også være udgangspunktet, når skolens samfundsansvar tages op til overvejelse, og når skolen skal evaluere og vurdere, om den – i første omgang i egen optik – gør det man kan forvente af den i relation til det samfund, den er en del af.

Den frie og private skoles formål og værdisæt bør have direkte og indirekte betydning for skolens selvforståelse og ageren som samfundsansvarlig institution.

Hvad kan man læse i skolens formål og værdisæt, at skolen skal kendes på?

Hvordan skal disse pejlemærker oversættes og forstås i konteksten ”skolens samfundsansvar”?

Kortlægning af skolens samfundsansvarlige profil

Hvad er skolens identitet i et samfundsperspektiv?

Et godt sted at starte er ved at kortlægge skolens samfundsansvarlige profil. En sådan kortlægning skal naturligvis ske i lyset af de rammebetingelser, der er givet den frie skolesektor, både lovgivningsmæssige og økonomiske. Den skal også ses i lyset af retten til at drive skole efter et bestemt formål og værdigrundlag.

En kortlægning af skolens samfundsansvarlige profil kan ske ved kvantitativt og kvalitativt at undersøge den frie og private skoles varetagelse af samfundsansvar inden for en række temaer. Ved at besvare spørgsmålene i denne inspirationsguide er skolen godt på vej.

En kortlægning, hvor flere af skolens aktører er med, kan skabe ejerskab om den sociale og samfundsansvarlige identitet, man allerede har eller ønsker at få.

En central udfordring for den frie og private skole består også i at afgøre, hvordan et mere eksplicit fokus på samfundsansvar kan omsættes til konkrete strategier, adfærd og handling set i relation til skolens image, egenart og værdisæt.

Hvad skal prioriteres og ikke mindst, hvordan skal initiativerne komme til live og kommunikeres internt og til bredere målgrupper?

Tal om samfundsansvar i et bredt perspektiv

Dialogen om de frie og private skolers samfundsmæssige ansvar kommer sjældent videre end til drøftelsen af elever med særlige behov og socioøkonomisk elevfordeling. Og det bliver det, som skolerne – i relation til socialt- og samfundsmæssigt ansvar – vurderes på. Det skal de også! Men andre samfundsmæssige udfordringer bør også have en fremtrædende plads, når der tales om skolernes varetagelse af samfundsansvaret. Vi skal tale om skolens samfundsansvar i et bredere perspektiv.

Inspirationsguiden ”Hvordan kan vi tale om skolens samfundsansvar?” kan give inspiration til at tale om skolens samfundsansvar i et bredt perspektiv på baggrund af disse overordnede spørgsmål:

  • Hvordan er skolens socioøkonomiske profil?
  • Har skolens plads til alle – uanset deres udgangspunkt?
  • Hvordan varetager skolen rollen som forebyggende instans?
  • Hvordan er skolens fokus på elevernes videre vej i uddannelsessystemet?
  • Har skolen fokus på rettigheder og konventioner?
  • Er skolen ”skolen til fremtiden”?
  • Har skolen fokus på omverdenen?