De frie og private skoler har ligesom andre skoler været nedlukket i nu tre uger. Alle venter med spænding på, om skolerne gradvist får lov til at åbne op efter påske, eller om fjernundervisningen skal fortsætte. Skolenedlukningen er både en udfordring, men også en lejlighed til at tænke ”ud af boksen”. Det er inspirerende.

Undervisning på afstand

Forholdsreglerne i denne tid betyder, at det kun er få elever på skolerne. Som udgangspunkt modtager eleverne i denne periode fjernundervisning. Det vil sige, at de sidder derhjemme og skal følge undervisningen. Det er forskelligt, hvordan skolerne har grebet det an, men de fleste skoler benytter sig af digital undervisning, hvor læreren optræder i en video eller er med i et videoopkald.

De bliver glade, når de ser hinanden på skærmen

På Hjørring Private Realskole har de siden forlængelsen af lukkeperioden valgt, at alle undervisningsmoduler starter med en videokonference mellem lærere og elever. På den måde kan læreren give fælles besked om dagens opgaver, og eleverne har mulighed for at stille spørgsmål, som alle hører. Lærer på Hjørring Private Realskole, Mark Mondrup, har kørt sin undervisning på denne måde fra dag ét og har gode erfaringer med metoden. Især elevernes fælles spørgsmål er en af de ting, der kan spare en masse tid. Og det er ikke kun lærerne, der har positive erfaringer med brugen af videochats i hjemmeundervisningen. Eleverne er også meget positive over for det:

”Det gør jo, at eleverne får set hinanden. Man kan se, de lyser op og bliver glade, når de ser hinanden på skærmen, og de kan fjolle lidt. De har meget, de gerne vil fortælle og vise, og det tror jeg da også, er en vigtig ting at få med i relationen til børnene, så det har jeg ikke noget imod at give lidt tid til”, fortæller Mark Mondrup Jensen i et interview til VendelboPosten.

Vi sætter ekstra ind over for denne elevgruppe

Det kan være særligt udfordrende for elever, der har behov for ekstra støtte i undervisningen, når denne foregår som fjernundervisning. Mange af disse elever er fortsat på skolerne, men det er også muligt at lave fjernundervisning for dem også. Kolding Realskole har lavet særlige tiltag for denne elevgruppe. Skoleleder, Dorte Svane Perschardt, forklarer:

”Vi sætter ekstra ind overfor denne elevgruppe med visuel kontakt. Vi planlægger konkret gruppearbejde, hvor vi sætter elever med behov for ekstra støtte sammen med særligt ressourcestærke elever. Derudover bruger vi støttelærerne og trivsels-coachen proaktivt, som sætter virtuelle møder op, hvor de kan vejlede og hjælpe eleverne”.

Traditionerne holdes i hævd

Selvom skolerne er lukket ned, holder mange af de frie og private skoler fast i deres traditioner. I flæng kan nævnes Børneskolen Bifrost, Helsinge Realskole ogOtterup Realskole, der lægger videoer ud med morgensang. ”Fællessang gør os trygge og skaber sammenhold”, melder de fra netop Otterup Realskole.

På Fredericia Realskole har skolelederen fra første dag med skolenedlukning i midten af marts lagt en video ud til elever og forældre, hvor hun holder ”morgensamling”. .

  Skolernes særlige profiler skinner også igennem i det det virtuelle univers. På Sejergaardsskolen, hvor sang og musik fylder meget, har der været afholdt intimkoncerter med soloafgangselever via videoopkald. På Mariagerfjord Idrætsskole har der løbende været inspiration til bevægelse i og omkring hjemmet.

   Det er tydeligt, at traditionerne også er af betydning for eleverne. På Marie Mørks Skole i Hillerød fejrer de forårets komme. Som skolen fortæller:

”Et sikkert tegn herpå (red. forårets komme) er det første bøgeblad. I gamle dage på Marie Mørks Skole fik alle eleverne fri fra skole, når man fandt det første bøgeblad. Det har i mange år ikke lige været så nemt, at børn pludselig får fri fra skole. Derfor har vi indført is eller sodavand til hele den klasse, hvor eleven, der finder bladet, kommer fra. Ronja fra 6B har netop sendt dette billede onsdag aften. Isen må dog vente lidt”.

Skolerne gør en forskel

Flere frie og private skoler er bevidste om deres ansvar for omverdenen og det omkringliggende samfund og deres mulighed for at gøre en reel forskel. Nørreådal Friskole i Brønderslev har opmuntret alle deres elever til at hjælpe udsatte børn i denne tid ved at tegne en tegning og sende den ind til en fond, der donerer penge til Red Barnet for hver tegning, de modtager. Sct. Joseph Skole i Ringsted har afleveret deres beskyttelsesbriller fra fysik/kemi til et lokalt plejehjem, hvor de står og mangler dem i forbindelse med Coronakrisen.

Bagsværd Kostskole og Gymnasium har også ønsket at gøre en forskel. Hanne Gottliebsen, der er underviser på skolen, forestår sin online undervisning fra skolens lokaler, så hun samtidig kan sørge for, at skolens to 3D-printer laver visirer til ansigtsskjold til brug på hospitaler og andre steder i sundhedssystemet. Som hun fortæller:

”Skolen er en del af samfundet, og når samfundet er under pres, er det kun naturligt at ønske at gøre noget”.

Læs flere historier fra Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier i foreningens presserum

Simone Dalsgaard
Souschef, seniorkonsulent

3330 7927
sd@privateskoler.dk